“ØJET I DET HØJE” AF RENÉ SCHMIDT (2019)

Lokation: Skivevej 76, 7870 Roslev

 

På et skyggefuldt sted, blandt træer og grønne planter, står René Schmidts to skulpturer “Øjet i det høje” og “Lava - et atomart liberalt konstruktivistisk skelet ledet af en ny begyndelse”. Begge skulpturer blev påbegyndt i 2016 og stod færdige i Skulpturlandsby Selde i 2019. Skulpturen “Øjet i det høje” er en reference til den danske musiker Trille og hendes sang “Øjet” (1970). I sangen synger Trille blandt andet:

 

”Når jeg strammer mine trusser/som har blonder og er gule/kan jeg komme til at røre/ved det frække, de skal skjule/men så snart der’ noget der kilder/bar’ en lille bitte smule/så lurer der et øje i det høje/ham gud…”

“Øjet i det høje” måler 180 cm og er lavet af blandede materialer som beton, fiber, eps og leca (“lightweight expanded clay aggregate”) og jernoxydpigmenter. Skulpturens overflade og små rum, kan trække associationer til små grotter, hvor lys og skygge på smukt vis kæmper om at fylde mest. 

 

René Schmidt er optaget af at bygge ruiner som fremtiden kan gro på. De to skulpturer blev lavet til Skulpturlandsby Selde i 2019, hvor ni kunstnere havde fået til opgave at arbejde med beton og ler i det offentlige rum. 


Du kan læse om “Lava - et atomart liberalt konstruktivistisk skelet ledet af en ny begyndelse” her.