"TEKSTILHUS" (2019) AF CECILIE BENDIXEN, SOPHUS EJLER JEPSEN, LINE KRAMHØFT OG AKSEL STORM

Lokation: Skivevej 76, 7870 Roslev 


Hvordan kan tekstil danne rum? Hvilke lyde opstår der i mødet mellem grove og mere fine materialer?

 

På Gartnergrunden i Selde står værket “Tekstilhus” (2019) og svajer fra side til side i vinden. Værket blev lavet til Skulpturlandsby Selde i 2019 hvor 9 kunstnerne havde fået til opgave at arbejde med ler og beton i det offentlige rum. Her lavede kunstnerne Cecilie Bendixen, Sophus Ejler Jepsen, Line Kramhøft og Aksel Storm “Tekstilhus” som er en undersøgelse af hvordan tekstil kan danne rum - med bærende dele og afgrænsede dele.

Værket er udformet i materialerne beton og jute, og fremstår som et imaginært og alternativt hus. Selvom huset ikke har fysiske vægge, er det stadig som om der er et inde og et ude. På et fundament har kunstnerne støbt søjler og klumper af beton, placeret ved husets imaginære entré, masseovn, vinkelstue og carport. Over søjlerne fortsætter husets fiktion i rumlige tegninger, svejset sammen af de armeringsjern, som også stikker op af søjlerne. Søjlerne er støbt i poser, rør og bundter af jute, som er rynket, strukket og flettet i facon.